Hvad enten du sværger til økologiske hamptrøjer fra Thy eller farverige polyesterprints fra eksotiske lande, koster det mange ressourcer at producere tøjet. Tøjkøb i sig selv er en større snak, så den gemmer vi til en anden gang. I dag er fokus i stedet på, hvordan du får det tøj, du allerede har købt, til at holde længst muligt og oven i købet på en måde, hvor du ikke belaster klimaet mere end højst nødvendigt.

I sidste indlæg skrev jeg om vaskeægget (”Det klimavenlige påskeæg”), som er en genial erstatning for konventionelt vaskemiddel, men det betyder også Sindssygt meget hvordan vi vasker – både for tøjets levetid og for miljøet.

Hvad kan jeg gøre?

Løsningen er ikke at lade være med at vaske dit tøj helt generelt. Det ville muligvis være godt for miljøet, men det er også godt – og sympatisk – ikke at lugte af gnu. På den anden side er en væsentlig del af klimaproblemet jo befolkningstilvæksten, og hvis folk lugtede tilpas dårligt, kunne det være, at vi fik lagt en dæmper på lysten til at reproducere sig. Historisk set var det dog ikke ligefrem velduft, der prægede tidligere tiders folkeslag, og de kastede sig stadig over hinanden, så det er nok ikke et tilpas effektivt klimavåben alligevel. Lad os derfor holde fast i den indledende tanke: Vask dit tøj – men gør det på en god måde.

Vask på lave temperaturer. Det koster mindre energi (og derved også færre penge) at vaske på lavere grader. Bruger du vaskemiddel, der er lavet til formålet, er der endda nogle magiske feer kaldet ”enzymer”, der sørger for, at det stadig bliver rent. Jeg ved ikke, hvordan det virker. Er det vigtigt for dig, så undersøg det endelig. Du behøver ikke kontakte mig med svaret. Men smart er det.

Fyld maskinen op, når du vasker. Det er logisk nok: Hvis du har 6 kg tøj, så kræver det flere ressourcer at vaske dem over 2 omgange, end hvis du tager det hele i samme vask. Det dur derfor ikke at have 8 bluser i forskellige farver og materialer, som ikke kan vaskes sammen – vi vasker tøj, vi spiller ikke bingo. Du får ikke bonus for at prøve samtlige programmer.

En anden årsag, som er lidt mindre logisk, er, at den fyldte maskine også spiller en rolle i forhold til mikroplast og slid på tøjet. Har man tøj, der er lavet af syntetiske materialer, frigives der mikroplast, når det bliver vasket. Er maskinen fyldt op, er der mindre friktion, når tøjet snurrer rundt i tromlen, og der skrubbes derfor ikke så mange fibre/mikroplast løs. Det er godt for både miljøet og tøjet, som derved holder længere. Win win!

Drop tørretumbleren. Tørretumbling bruger latterligt mange ressourcer og smadrer også tøjet. Om sommeren er der intet bedre end lufttørret sengetøj, og om vinteren kan det fint hænge til tørre over en dør. Hvis det er absolut nødvendigt med tørretumbleren, så invester evt. i et tørreæg, fx fra Suztain (hvis du bruger dette link, får jeg vist et par procent, når jeg har lært hvordan, men ellers kan du bare google det) – når du bruger dem, nedsætter det både vandforbrug og tørretid markant.

Skip de lange vaske. Går du eller dit barn i skovbørnehave, kan det være nødvendigt med de grundige vaske, men almindeligt hverdagssnavs behøver ingen forvask. Husk generelt på, at dit tøj bliver mere slidt for hvert minut, det bruger i maskinen, hvad enten det er vaskemaskinen eller tørretumbleren, der er tale om. Kan du godt lide dit tøj, er det derfor en god idé at sørge for, at det holder så længe så muligt. Har din partner en tilpas grim skjorte/strikket vest/morgenkåbe, som du ikke kan få ham/hende til at smide ud, vil jeg dog godt give en vis line til at krympe genstanden med en gang tørretumbling. Du må bare for Guds skyld love mig, at du gør det så effektivt, at beklædningsstykket ikke bliver til en mavebluse/hulkort udgave i stedet. Du har kun ét skud i bøssen, hvor uvidenhed kan bruges som undskyldning. Du kan også prøve med ærlighed i stedet, hvis dit parforhold kan bære det. Det er alt andet lige mere miljøvenligt.

Vask dit tøj mindre. Altså ikke størrelsesmæssigt ved at give det for høj varme, men mindre hyppigt. 
Du kan vaske nok så klogt, men det allerbedste, du kan gøre, er faktisk at lade være. Tøj er ikke som mælk – det bliver ikke surt, bare fordi det har stået ude i en dag. Men hvor mælk bliver gusten uden for køl, uanset om det er mini- eller sødmælk, der er tale om, er der stor forskel på, hvor hurtigt forskellige tøjtyper bliver uappetitlige at være i nærheden af.

Underbukser og strømper hører til i mælkekategorien – de skal skiftes på daglig basis. Ellers kan der godt gå lidt mejeri i den. Bluser, trøjer og den slags kan til gengæld ofte holde sig i flere dage, før det er nødvendigt at smide dem i maskinen. Tag en scanner og snus til tøjet i stedet for ukritisk at kaste det i kurven, bare fordi det har været båret i 14 timer. Var du klodset til frokost og spildte tomatsuppe på din hvide skjorte? Til vask med den. Kom du for sent ud af døren fra arbejdet, fordi mødet trak ud, så du måtte løbe efter bussen? Godt nok var det kun 700 meter, men da du er i exceptionelt dårlig form, var det rigeligt til, at du og dit tøj lugter af sved og blå mandag. Må den så godt ryge til vask efter 1 dag? Yes. Og udspillede løbescenariet sig på vej til arbejde, må du godt tage en ny bluse på med det samme (hvis du har en ekstra), så kunderne ikke bliver skræmt væk, så snart de træder inden for døren. Jeg har også flere gange skiftet tøj efter 20 minutters brug, når mine børn har tværet tandpasta/havregrød ud på min skulder eller bukser i forbindelse med morgenrutinerne. Jeg har også beholdt det på, hvis jeg har haft travlt/været træt/bare ikke gad at skifte og snavset sad på steder, hvor det ikke var meget tydeligt. Med mindre man da er kommet upassende tæt på mig i hvert fald, og så er det sgu folks egen skyld.

Til gengæld er der også rigtig mange gange, hvor jeg efter en helt almindelig inaktiv dag uden madfadæser og (overdrevent) beskidte børn lægger mit tøj i ”genbrugs-skuffen” med det tøj, der sagtens kan bruges en dag eller to mere. Når det gælder bukser, kan de ofte klare rigtig mange dage, før det er nødvendigt med en vask, hvis jeg ikke har sat mig i en brownie eller lignende. Sweatre og lignende er Endnu mere holdbare og kan for det meste uden problemer nøjes med en lufttørring for at få et frisk pust. Så slipper du også for at sætte dig ind i, hvordan man vasker og tørrer sådan nogen. Det er dødbesværligt. Lufttricket kan også fint bruges til meget andet tøj – jeg vil dog igen minde om, at undertøj og strømper skal skiftes på daglig basis, uanset hvor kraftigt vinden blæser.

Altså: Lave temperaturer, korte vaske, fyldt maskine og lufttørring – og tjek lige tøjet, før det ryger i maskinen. Ingen grund til at sende hverken dig selv, pengepungen eller klimaet på arbejde, hvis det ikke er nødvendigt. Vel?