Lad os nu bare få det med culotten overstået: Kød er noget af det, der fylder allermest i klimadebatten.
Det plantebaserede er blevet det nye sort og det i en grad, så jeg ikke ville blive overrasket, hvis Nikolaj og Jørgen indledte næste sæson med ”Nak og Æd: En tomat i Toscana”. Alternativt på Tåsinge, hvis vi nu skal gå all in på klimaet og droppe flyturen oven i hatten.

Måske ligger tanken om kødfri zoner også allerede på DSB’s tegnebræt, ligesom de i tidernes morgen skubbede rygerne ud af togsættene. Skal jeg være helt ærlig, står lugten af frikadelle i tætpakket kupé heller ikke meget højt på listen over dufte, der kickstarter min dag, så måske jeg ikke ville stille mig helt på bagbenene over en sådan idé. 

Men selvom en del er begyndt på kødfri dage eller måske endda har taget den helt store sociale deroute og er blevet fuldblodsveganere, så er der stadig mange, som med næb og kløer holder fast i at spise samme mængde kød som vanligt. Eller skruer endnu højere op i ren protest. Jeg kan godt forstå, at man får lyst til at gå i modsatte grøft; bare tanken om, at noget så vidunderligt som mørbrad skulle være med til at ødelægge verden, er jo helt grotesk. Særligt når det nu har fungeret fortræffeligt med gris på gaflen i så mange år. Det er dog – desværre – ikke uden grund, at kød og i særdeleshed de saftige bøffer i dag står for skud.

Regnestykket er jo ikke ret svært:

  1. Jeg spiser 1 kilo grøntsager = Der skal plantes 1 kilo grøntsager (eller måske et par stykker, hvis der skulle gå orm eller syndflod i den første portion).
  2. Jeg spiser 1 kilo oksekød = Der skal plantes mange kilo grøntsager/foder, så koen kan leve længe nok til at vokse sig så stor, at man kan skære nogle steaks af en ordentlig størrelse med den helt rigtige fedtmarmorering.

Derudover kræver køerne i sig selv også en smule mere plads at boltre sig på end gulerødderne – uanset om guleroden er fritgående eller ej.

Det har vi levet ganske fint med i mange år. Årsagen til, at det pludselig er blevet et problem skal dels findes i antallet af mennesker, og dels i den måde, vi lever på: Vi er ved at være mange – rigtigt mange. Og samtidig har en stor del af os skruet markant op for indtaget af kød, hvilket lægger et gevaldigt pres på vores klode.

For at få kød nok til alle, inddrages stadig større områder til landbrug, så vi kan få plads til både dyr og foder – pt bruges omkring 70 % af al landbrugsjord og den tilsvarende mængde af vores vandforsyning til opdræt af husdyr. Dette er endda med det i mente, at en stor del af verden, fx Indien, stort set ikke spiser kød. Jeg håber for Guds skyld ikke, at duften af bacon rammer dem, for så er vi da først på røven.

Når det er sagt, er jeg glad for kød. Når folk sad med bønnepostejer i stedet for flæskesteg har min tanke derfor nok været: ”Hvor dum kan man være?” og ikke ”Oh, miljøforkæmper, tak for dig”. Der, hvor det nu har taget en drejning, er, at de faktisk – bevidst eller ubevidst – også gør det for dig og mig. Det koster langt flere ressourcer at producere kød end grøntsager og i en tid, hvor ressourcerne bliver brugt alt for hurtigt, er det både klogt og sejt at leve derefter. Det ændrer dog ikke på min lyst til at skifte kalvestegen ud med selleribøffer, heller ikke selvom jeg godt ved, at det vil være bedre for både klimaet og mit helbred. Der er heller ingen tvivl om, at det vil kræve en vis omstilling i både tankegang og vaner, for kødet har altid spillet hovedrollen på tallerkenen i vores hjem. Jeg kan ikke huske, at maden nogensinde er blevet præsenteret som ”Kartofler og sovs. Og nåh ja, der er også frikadeller”. Eller at værten til nytår stolt er kommet ind med rodfrugtsblandingen og i skyndingen glemte at få serveret oksefileten. Det har altid været ”Kød med noget”, hvilket jeg har haft det glimrende med. Derfor er det heller ikke lysten, der driver værket, men en overbevisning om det ikke længere er en mulighed at fortsætte som vanligt – og så må jeg finde ud af, hvordan jeg får skruet en kost sammen, som både er til at holde ud og holde af, også på lang sigt.

Det er så nemt at sige, at det ikke gør en forskel, hvad vi gør hver især, men tænk engang, hvad vi faktisk har ændret: Økologien fylder hylde efter hylde, fordi vi har sagt og vist, at vi vil have det. Det glutenfri vinder frem i stor stil, fordi alle nu (tilsyneladende) er allergiske. Vi kan rykke – vi skal bare gøre det attraktivt for industrien og politikerne at følge med.

 

Hvad kan jeg gøre?

Det siger lidt sig selv: Skru op for det grønne. Med tiden skal jeg nok gå dybere ind i det, men til en start er der to overordnede filosofier, jeg gerne vil have dig til at tage med videre. 

Vælg dit kød med omhu. Kylling og svin er langt mindre skadelige for miljøet end drøvtyggere såsom lam og okse. I lighed med mange politikere i dag, lukker køerne nemlig en masse varm luft ud. Hvis vi her fokuserer på køernes luft, indeholder denne store mængder metan. Metan er en drivhusgas, som er meget stærkere end CO2 og derfor en rigtig skidt ting for klimaet. Derudover kræver det naturligvis flere ressourcer at holde en ko på 300 kg kørende, end det er tilfældet med en kylling på et par kg. Hertil kommer den mængde energi, der skal til for at få den muhende ko omdannet til en hakkebøf. Samlet set bonner koen godt ud i det samlede klimaregnskab, så skær ned for det røde kød – og nej, det er ikke nok at gennemstege bøffen.

Selvfølgelig er det klimamæssigt bedst, hvis du kan skære kødet helt fra, men det hjælper også at skrue op for de kødfri dage og/eller ned for mængderne. Kødet må godt spille hovedrollen en gang i mellem, men jo flere dage, hvor det kun er der som ”krydderi” eller helt mangler, desto bedre er det for miljøet. Hvis du ligesom jeg aldrig har været moderne, får du herved også chancen for at kalde dig noget så fancy som ”flexitar”. Som bonusinfo til utrænede kokke kan jeg også fortælle, at det er meget nemmere at fucke kød op end grøntsager – kød og fisk kan nemt få for meget og smage af sko, det er Langt sværere at opnå med rodfrugter.

Prioriter dine retter i forhold til kødforbrug. Jeg er en virkelig dårlig vegetar – primært fordi jeg godt kan lide (og også spiser) kød. Der er dog skruet gevaldigt ned for mængderne, og når man først får ændret sin tankegang lidt, er det faktisk forbløffende nemt. I mange retter kan man sagtens snige en masse grøntsager ind, uden at det går ud over smagen (hvis man som udgangspunkt bedst kan lide, at det ikke smager for sundt). Som mor til en dreng, hvis yndlingsgrøntsag er ketchup, har det længe været nødvendigt, hvis han skulle have bare et enkelt vitamin, der ikke kom fra en pille. Er dine omgivelser ikke sådan lige at snyde, så hiv blenderen frem, så lægger de færreste mærke til de ekstra grøntsager. 

Bønner og linser kan ligeledes kamufleres relativt nemt – de fylder godt og indeholder ofte langt flere proteiner end kød. Savner du umami og dybde, har hakkede svampe og nødder en masse at byde på. Og så kan man altså smagsmæssigt komme virkelig langt med en smule bacon, chorizo eller hakkede peanuts, hvis det hele føles lidt for frelst.

Derudover findes der i dag gode vegetariske og veganske alternativer til mange af de retter, vi kender og elsker. Det kan der være mange holdninger til. Hvis du selv er knaldgod til at smække en grøntsagsbolo sammen på nul komma fem en træt mandag eftermiddag ud af ”de 7-8 forskellige løg og kåltyper, du altid har liggende” – by all means, giv den bare gas med det. I vores hverdag som småbørnsfamilie er hurtige løsninger lige så nødvendige som ilt og kaffe, så vi har i stor stil kastet os over de plantebaserede udgaver af alle klassikerne. Mine unger kan ikke smage den store forskel på hakket kød og plantehakket i en lasagne – i hvert fald ikke i en grad, så de ikke gider spise det (for det meste). Måske fordi jeg gør mig lidt mere umage med krydderierne, når der kun er grøntsager på menuen. Vi hiver også jævnligt soyabaserede burgerbøffer og nuggets med hjem fra frys, og de glider nemt ned hos både børn og voksne. En nugget passer fx perfekt i en miniburger, som er min 6-åriges absolutte yndlingsret pt. Men selvom der er mange retter, hvor jeg slet ikke savner kødet, er der også steder, hvor jeg ikke er klar til at slippe det helt. Så må jeg i stedet spise det lidt sjældnere.

Så på med skåneærmerne og forbi din lokale grønthandler. Ej, vent med at tage dem på, til du kommer hjem, man kan alligevel ikke se dem for jakken. Men så skal du også i gang.

God appetit.