Der har været stille herinde den sidste tid. Jeg er her stadig! Hepper på humus, kompostbunker og alt det der. Der skete bare det, at jeg gik lidt i stå.

De første par skridt op ad den grønne stige er nemme. For mig startede det med at droppe charterrejsen og forvise oksekødet fra min indkøbskurv. Derefter kom der mere til. Selvom det føltes godt at skrue op for det bæredygtige, følte jeg mig dog som en mindre og mindre brik, jo mere jeg lærte om klimakrisens omfang. Det, der gav mig håb, var forhåbentlig at få flere til at følge med – og så begyndte jeg at skrive. Det første lange stykke tid gav det mig masser af energi, og det var ikke svært at få hverken tid eller inspiration til at få noget på papiret. Heller ikke til at ændre vanerne på hjemmefronten. Men så var det, at jeg sad fast. En stor del af årsagen skal formentlig findes i mit nærmiljø, eftersom min yngel vurderede, at et par måneder uden regelmæssig søvn fint kunne passe ind i vores familiekalender. Bevares, vi står her da endnu, men med markant dybere kløfter under øjnene og minus på de fleste konti. Og med rimeligt langt imellem de grønne indlæg.

Som alle – nok særligt forældre –  ved, gør manglende søvn noget ved ens prioritering. Når der er underskud på betalingsbalancen, bliver man tvunget til at sortere i de daglige aktiviteter, og eftersom der er en del tvangshandlinger i en almindelig husholdning, er det typisk den sparsomme egentid, der ryger først. For mig var det skrivetiden. Og inspirationen. Jeg ville Virkelig gerne ændre verden – men jeg ville Virkelig også gerne have en lur. Nu er jeg ved at have fået sovet ud (sådan da), men mens nogle aktiviteter automatisk har sneget sig ind igen, er der andre steder, hvor jeg har mærket mere efter: Giver det fx mening at blive ved med at skrive? Gør det stadig en positiv forskel for mig? Og for andre?

Den grønne bølge skyller heldigvis ind over verden. Borer man længere ned i tallene, kan man dog hurtigt miste modet, for Så skidehurtigt går det bare ikke, og desværre sidder skyklapperne stadig solidt fast på alt for mange. Derudover kommer der konstant ny forskning, som sætter spørgsmålstegn ved alle de nye bæredygtige tiltag. En del er ovenikøbet betalt af diverse lobbyister, som naturligvis gerne vil flytte de sorte spotlights væk fra dem selv, og så bliver det først umuligt for den grønne forbruger. Alligevel kaster flere og flere sig ud i forsøget. Heldigvis.­

 

Forleden kom jeg til at tænke på engang, hvor jeg var på skiferie. Hold ud, så skal sammenhængen med klimaet nok komme…

Først skal du vide 2 ting om mig:

 1. Jeg er virkelig dårlig til at stå på ski og kører enten nærmest opad eller ret ukontrollerbart nedad.

 2. Jeg er halvblind og sindssygt afhængig af mine kontaktlinser.

På den givne tur var jeg havnet på en alt for svær piste, hvilket betød, at mit tempo langt overskred mine navigationsevner. Det resulterede i, at jeg kom til at køre så stærkt, at min ene kontaktlinse røg ud og hoppede rundt inde i min skibrille, mens den anden linse rystende lagde an til at lave samme manøvre. 

Set i bagklogskabens skarpe lys havde det nok været fornuftigt at slå røven i sneen og tage turen siddende, men den mulighed havde mit system åbenbart lukket ned for. Med mit slørede syn måtte jeg derfor i rivende fart forsøge at styre mig i sikkerhed – og helst uden at pløje alt for mange ned på vejen. Jeg havde visse pejlemærker, fx gættede jeg på, at de store mørke klumper var træer. Dem forsøgte jeg at undvige. Kunne jeg høre folk råbe, prøvede jeg også at lægge kursen en anden vej. Heldigvis var jeg relativt alene på pisten, så jeg nåede bunden helt uden skader på mig selv eller andre.

Og hvad skal du så bruge den historie til? Til en start vil jeg anbefale dig at tage på skiskole, før du spænder træpladerne på fødderne. Det er også en god idé at vælge pister, der hænger nogenlunde sammen med din formåen. Derudover passer historien ret godt med, hvordan jeg har det med at kaste mig ud i kampen mod klimaforandringerne – hver eneste dag. Selvom jeg efterhånden har suget en del viden til mig, famler jeg tit i blinde. Særligt i forhold til forbrug kan det være svært at finde rundt i den grønne jungle, nu hvor mange firmaer har fået travlt med at greenwashe og pynte sig med lånte (svanemærkede) fjer. Jeg har flere gange skiftet spor, fordi det ”bæredygtige” valg, jeg havde truffet, siden blev dømt ude eller i hvert fald ikke var så klimavenligt som først antaget. Det eneste sikre valg er slet ikke at købe noget, så det forsøger jeg at gå efter om muligt. Ikke desto mindre har jeg – så vidt jeg ved – endnu ikke valgt noget, der er dårligere end det, jeg gjorde i forvejen. Så selvom det, der ligger forude, er sløret, så har jeg nogle ret gode ideer om, hvilken vej jeg i hvert fald ikke skal. Jeg har også en overbevisning om, at det kan ende relativt fatalt, hvis jeg bare giver slip og håber på det bedste.

Jeg tror på, at min efterhånden solide rutine i at ændre vaner nok skal komme mig til gode på længere sigt. Jeg er ikke i tvivl om, at vi med tiden vil blive tvunget til at ændre vores livsstil markant. Lige nu har vi muligheden for at gøre det frivilligt, men det varer ikke ved. Enten kommer der direktiver oppefra for at forsøge at undgå katastrofen eller også kommer det til at ske, når vi for alvor begynder at løbe tør for ressourcer – selv i vores nordiske smørhul. Uanset hvad er jeg sikker på, at omstillingen vil være nemmere for os, der allerede er vant til at skifte spor, end for dem, der stædigt holder fast i ”retten” til hakkebøffer og juleshopping i London. Derfor bliver jeg ved. Med barnlige tegninger og med at ændre hverdagen i en lidt mere bæredygtig retning – et skridt ad gangen. Dels fordi det er vældig meget sjovere end at skulle tage det hele på én gang, og dels fordi jeg tror, at når man først har taget en masse små skridt, får man også lyst til at tage de store. Og jeg vil så gerne have selskab på rejsen.

Hvad så nu?

Jeg tror, at den næste fase er fornyet kampgejst. Så svært er det jo ikke at finde motivation for at redde verden. Jeg kysser fx et par gode grunde godnat på daglig basis. Men for en stund sad jeg fast et sted midt på stigen. Jeg kravlede ikke længere ned, hvilket var dejligt – så må der alligevel have sneget sig nogle relativt fastgroede vaner ind. Jeg kom bare heller ikke længere opad. Forhåbentlig er jeg på vej nu. Jeg kan i hvert fald mærke, at jeg begynder at række ud efter næste trin.

Vil du med?