Er du også ved at få pip af dårlige chokoladeharer, der får tænderne til at hvine blot ved tanken om en bid? Og er du træt af efterfølgende at skulle skaffe dig af med cellofan i så store mængder, at det med lidt god vilje kunne bruges til at pakke en mindre bil ind? Så har jeg et forslag til et helt andet påskeæg, du kan investere i.

Når snakken falder på at leve bæredygtigt, lyder det ofte, at det er for dyrt, for besværligt eller ”bare” for stort et afsavn, hvis man skal vælge bestemte ting fra for at leve klimavenligt. Det er det da også en gang i mellem, men der er i hvert fald én ting, som du kan gøre, som KUN er en bedre løsning hele linjen over: Vaskeægget! 

Vaskeægget er et plastikæg indeholdende små kugler, der ligesom almindeligt vaskepulver gør, at både lugten af gnu og den indtørrede hytteost forsvinder efter en tur i tromlen – vaskeægget gør det bare på en mere miljøvenlig måde og det endda til både mindre besvær og færre penge. Derfor: Drop chokoladeægget og køb et vaskeæg! Ej, lad være med det – bare køb noget chokolade af ordentlig kvalitet og køb så også et vaskeæg. Ligesom min kloge veninde “Genbrugsprinsessen” har gjort – længere nede ser du hendes påskegave til hendes mor, snuppet direkte fra Instagram. Stærkt altså <3

Mit vaskeæg er et ”Ecoegg” fra Suztain, som sælger vidunderligt mange klimavenlige ting og sager, men der findes sikkert også andre forhandlere. Dette er ingen reklame, men blot min varmeste anbefaling. Du kan købe ægget her (så får jeg vist et par ører for det, når jeg får tjek på det tekniske, men du kan også bare google dig frem til det).

Hvorfor skal jeg gøre det?


Fordi det gør dit liv SÅ meget nemmere! Graden af lettelse afhænger selvfølgelig af, hvor meget vaskeri fylder til dagligt. Får du stadig din mor til at klare vasketøjet trods et i øvrigt voksent liv med skattefradrag og frivilligt grøntsagsindtag, vil det ikke være en revolutionerende ændring i din hverdag. Og har du lavet en ordning med din partner om, at han/hun tager sig af de beskidte underbukser mod at du klarer madlavningen, vil du heller ikke mærke markant lindring ift dit husarbejde. I disse tilfælde vil jeg dog stadig anbefale, at du køber ægget, og så giver det til dem – fx som påskeæg eller bare som en tak, fordi de finder sig i sure sokker, der aldrig vender rigtigt. Det vil ikke være helt så velvalgt en gave til Valentines dag, hvis du kun dyrker romantik den ene dag om året – her vil husholdningsgear i mange tilfælde være et sats.

Du sparer penge, besvær og plastik. Man kan få ægget i flere varianter – de store koster 269 kroner og rækker til op til 720 vaske. Det svarer til 35 dunke vaskemiddel. Det er edderrådme mange penge, plastikdunke samt skænderier om, hvem der skal/har glemt at købe kulørt med hjem, du slipper for. Derudover støtter du også Plastik Change’s arbejde, når du køber et Ecoegg, så der er fuld plade på kampen mod plastik.

Du slipper for en masse kemi. Ægget er miljømærket og indeholder ingen skadelige kemikalier – den skulle også være fin til sensitiv hud. Næste step på klimatrappen er noget med sæbenødder og kværnede kastagner; der er jeg  dog ikke helt nået til endnu.

Måske det kommer engang, det med nødderne. Indtil da er ægget en fremragende løsning. Vi kører generelt så neutralt som muligt i husholdningen, så vi har købt et duftfrit æg, og tøjet dufter fint og friskt alligevel. Du kan dog også få en model med blomsterduft, hvis du har det bedst med ikke at lugte alt for meget af dig selv.

Du fejldoserer aldrig. Jeg har med garanti over- eller underdoseret samtlige vaske, fra jeg flyttede hjemmefra til jeg fik ægget. Dels fordi jeg ikke er skide måleagtig, men også fordi den anbefalede dosering afhænger af vandets hårdhed, og min viden om den slags er ikkeeksisterende. Whirlpool havde lavet en undersøgelse, som viste, at det samme var tilfældet for ca. halvdelen af danskerne, så jeg er ikke helt alene om at være ignorant på det felt. 

Du behøver kun have 1 vaskeløsning. Ægget fungerer til alle vaske op til 60 grader, så du behøver ikke køre med både kulørt, finvask, hvidvask (det lader vi bankerne om) osv. Du kan godt supplere med andre vaskemidler, hvis du er den overambitiøse type – det kan du læse mere om ved behov. Vi kører dog kun med ægget, og det fungerer fremragende.

Der er med garanti flere fordele end dem, jeg har listet op her, men dem finder du selv ud af, når du kommer i gang. Jeg lover, at det bliver godt. Ikke orgasmisk godt – men for en klimanørd og småborgerlig husmor som mig, kommer det faktisk tæt på.

Næste gang tager jeg fat på hvordan du vasker, for her er der også meget at hente både ift miljø, økonomi og tøjets levetid. I denne omgang kom (påske)ægget dog først. Hønen gemmer vi til en anden gang. God påske!